Kelly A. Turner : Nøgler til spontan helbredelse
Boganmeldelse v/ Dennis Sørensen
Uforklarligt rask
Fænomenet spontan helbredelse er en kendsgerning. Verden over bliver mennesker raske mod alle odds. Men hvordan kan det være, at nogle kommer sig af tilsyneladende uhelbredelig sygdom?
For første gang er dette vigtige spørgsmål blevet undersøgt videnskabeligt. I Nøgler til spontan helbredelse bringer forfatteren, Kelly Turner, os resultaterne af sit forskningsprojekt, hvor hun er gået i dybden med at undersøge historierne bag kræftpatienter, der er blevet erklæret for spontant helbredt – enten uden hjælp fra konventionel lægevidenskab, eller efter at konventionel behandling har fejlet. Og hendes resultater er forbløffende! Blandt mange forskellige påvirkninger fandt Kelly Turner ni afgørende faktorer – fysiske, følelsesmæssige og spirituelle – som næsten alle, der var blevet raske, havde arbejdet med. Hun opdagede ni nøgler til spontan helbredelse:
- at ændre kosten radikalt
- at tage kontrol over eget helbred
- at følge sin intuition
- at bruge urter og kosttilskud
- at give slip på undertrykte følelser
- at øge positive følelser
- at tage imod social støtte
- at opnå dybere spirituel kontakt
- at have gode grunde til at leve
I sine undersøgelser koncentrerede Kelly Turner sig om spontan helbredelse af kræft, men andre undersøgelser har vist, at de ni faktorer, direkte eller indirekte, generelt styrker immunforsvaret og derfor kan bruges til forebyggelse af de fleste former for sygdomme og ubalancer i kroppen. Nøgler til spontan helbredelse er en både tankevækkende, personlig og dybt bevægende undersøgelse af vores menneskelige potentiale og kroppens iboende visdom, og den henvender sig til alle, der interesserer sig for sammenhængen mellem krop, sind og ånd. Kelly Turner anbefaler ikke nogen at opgive konventionel behandling, men instruerer os i, hvordan vi kan supplere med holistiske metoder og blive aktive deltagere i forhold til at genvinde eller opretholde vores egen sundhed. Trods sit videnskabelige afsæt er bogen let læst og fyldt med interessante cases, brugbar information og konkrete metoder at gå til værks med. Det er fantastisk opløftende og indsigtsfuld læsning, hvad enten du har sygdom tæt inde på livet eller ønsker redskaber til at styrke dit helbred og bevare et optimalt immunforsvar. Kelly Turners bog er vigtig og kunne ikke være mere aktuel. Hun er en betydningsfuld stemme i forhold til det nye, holistiske sundhedsparadigme, der i disse år vinder mere og mere indpas. Som en velfunderet forsker og et medfølende menneske inspirerer hun os til at undersøge årsagerne til vores sygdom og sundhed til bunds. Og til at anerkende, at vi er hele mennesker.